Bula Fiji

Søndag formiddag fløj vi mod nye eventyr i Fiji. Vi landede på hovedøen Viti Levu, i Nadi lufthavnen, udtales Nandi, af guitarspillende lokale i Hawaii-skjorter lige som man forestiller sig det på en sydhavsø. Folk var meget smilende og venlige. Vi tog en taxa til vores første bestemmelsessted-Tambua Sands Resort, der ligger på den sydlige del af Viti Levu, det område som hedder Coral Coast. Det er det eneste sted på hovedøen hvor deres ydre koral rev, barrier Reef, kommer tæt på Viti Levu. Det var således kun nogle få hundrede meter ude, og man kunne konstant høre larmen fra det. Vi så kun dette barrier reef en gang til under hele vores ophold og det var som bølgetoppe langt ude i horisonten ved Mamanuca Islands, som var det sidste sted vi boede i Fiji. Det var mørkt da vi kom frem og blev vist ned til vores bungalow endnu en gang i første række til havet. Man kan virkelig godt vende sig til at falde i søvn til havets skvulpene bølger. Vi vågnede op næste morgen til en fin hvid sandstrand med palmer i vandkanten og et væld af skaller, konkylier og koraller på stranden. På resortet var der hver dag forskellige aktiviteter, så første dag gik vi med en af de ansatte til hans lille landsby på den anden side ad vejen og gennem deres plantage, der bugnede af frugter og grønsager. Landsbyens huse var primært lavet af gamle brædder, plader og så det obligatoriske bliktag. Han forklarede de havde cirka 50 huse og det var en traditionel fijiansk landsby med kirke og det vi nok ville kalde et forsamlingshus. Selvom alt så meget fattigt ud, så mødte vi kun smilende folk og især børn med et stort Bula. Bula er det mest brugte ord i Fiji og betyder både hej, velkommen og goddag, og det bliver flittigt brugt af alle. Hjemme på resortet igen var det blevet tid til først “smash the Watermelon” og bagefter en rugby match med børn, voksne, ansatte og lokale. Rugby er den klart førende sport i Fiji og de bryster sig fortsat over at have vundet verdensmesterskabet 3 gange, for 7 mands hold, senest i 2018. William og Frida fandt sig nogle Australske drenge at lege med især ved pool-bordet som blev flittigt brugt.

Vi havde valgt at bo på hovedøen nogle dage for at opleve lidt lokalt liv og kultur. De fleste der rejser til Fiji, lander i lufthavnen og tager direkte ud til en af de 333 trope-øer. I alt havde vi 12 dage i Fiji og vi havde booket 3 forskellige steder plus en enkelt overnatning ved lufthavnen den sidste nat. Den sidste dag på Coral Coast havde vi booket en privat tur rundt i området. Vi blev hentet af vores driver, og han præsenterede sig som Junior. Han var i starten af tyverne og åbenbart så dygtig til rugby, at han for nyligt havde været med deres landshold i Kina. Hans store drøm var OL i 2020, så til den tid må vi holde godt øje med vores Fiji-ven Junior. Første stop på dagsturen var nabolandsbyens skole, hvor det også viste sig at Junior havde gået. Vi fik inden købt slikkepinde og balloner i det lokale supermarked som vi kunne dele ud til børnene. Da vi kom til skolen blev vi inviteret ind i “pre-School”, hvor de yngste børn går. Vi blev budt velkommen af glade børn med en “bula” sang og dans. Bagefter delte vi slikkepinde ud og også til flere af de større klasser. Det var en virkelig fin oplevelse for os alle og især William og Frida, der fik oplevet en lokal skole i et land som Fiji. Vi kørte nu mod “The sand Dunes” som er enorme brede og høje sandbanker der ligger ud mod havet. Den højeste af dem er 60 meter. Vi klatrede op ad den første sandbanker og kom op på toppen til hvad der lignede et ørkenlandskab. Det var brændende varmt i sandet og Junior fortalte da også at hans hold træner i disse sandbanker, men typisk tidlig tidlig morgen for at det netop ikke er så varmt. William, Frida og Walter havde en fest med at klatre op og ned ad bankerne og lege at de var strandet i ørkenen. Nu kørte vi lidt ind i landet langs Fijis længste flod-Singatoka River. Her skulle vi se, hvad vi troede var, et gammelt fort-Tavuni fortres. Vi var de eneste på stedet, sikkert hele den dag, og blev budt velkommen af en meget ung guide, der skulle vise os rundt. Det viste sig at blive en ret sjov tur rundt med den søde dreng, der ikke havde helt styr på det med årstal. Kaspers første spørgsmål gik på hvornår “fortet” var fra og dertil svarede han år 1992…. allerede der trak vi en smule på smilebåndet, for mon dog. Vi passerede et enormt stort træ med et rodnet af den anden verden. Dette træ var i følge vores guide blevet bragt til stedet fra Tonga igen i år 1992….. her begyndte selv ungerne at grine. Fortet viste sig at være de sørgelige rester af en landsby, hvor vi blev foresvist stensætninger som henholdsvis var høvdingens hus, kirken, offerstenen og så det sted hvor kannibalerne dræbte deres ofre. For at vise os hvordan de stakkels hvide mennesker i tidernes morgen blev dræbt af kannibalerne, lagde vores guide sig ned på stenen og viste med hånden hvor hovedet blev kappet over og hvor man opsamlede blodet fra. Vi spurgte hvornår de sidste mennesker var blevet spist her på Fiji, og dertil svarede han i år 1994- ah mon dog. Det endte med at Kasper viste ham vores Lonely Planet guidebog som han interesseret læste i. Måske han på den måde fik mere styr på årstallene inden de næste turister skulle vises rundt. Han fortalte at han selv var niende generation efter høvdingen, der i sin tid styrede “fortet”. Sidste stop på turen var til en lille lokal Pottery landsby. Så snart bilen drejede ind i landsbyen blev der slået på en tromme, som åbenbart var den måde man fik kaldt indbyggerne sammen, når der var gæster. Vi blev vist ind i forsamlingshuset hvor flere og flere kvinder kom til. Vi blev placeret på en bænk og foran os sad der ca 20 kvinder på et flettet tæppe. Så blev vi budt velkommen af overhovedet-en stor dame, der introducerede os til den obligatoriske kava-ceremoni. Det er en velkomst ceremoni, hvor alle bliver budt kava fra en kokos-skal. Man starter med at klappe en gang mens man siger Bula, drikker så væsken, klapper 3 gange og siger så Vinaka(tak). Kava er noget planteekstrakt, som blandes med vand og vrides gennem en klud-muddervand som Walter kaldte det. Umiddelbart ikke noget man har lyst til at drikke, men som man absolut ikke kan undgå uden at være yderst uhøflig. Det skulle give en lidt sitrene og følelsesløs fornemmelse i munden-ikke noget jeg mærkede noget til. Kasper var den første der stod for tur, da han var manden, som skulle agere familiens overhoved. Som damen dog sagde at dette gjaldt kun nu og så snart vi sad i bilen, var jeg igen overhovedet. En anden dame kom til og demonstrede nu hvordan de lavede deres lertøj. Det var kun kvinderne i landsbyen der lavede lertøj, mens deres mænd var på havet eller floden for at fiske især efter muslinger. Leret blev samlet ved flodbredden og blandet sammen med sand ind til rette konsistens. Det blev blandet sammen ved at en anden dame med bare tæer trådte ned i leret, mens der blev hældt sand på. Uden drejebænk eller andre remedier begyndte en vase at tage form. Først blev to skåle lavet og derefter blev de sat sammen til en rund bold. Når alle samlinger var lavet blev der skåret et hul i toppen og sat en kant på. Sidste step var mønster i leret som blev lavet med rillerne fra en stor musling. Det hele gik ret hurtigt og alt var lavet i hånden med naturlige materialer. Når ler-vasen var brændt hård på det åbne bål skulle den glaseres. Hertil blev brugt en slags frugt, som når den blev trykket ned på den brandvarme vase, havde en harpiks ligende effekt. Imponerende hvad de kan få ud af naturlige materialer. Så var det danse tid, vi blev alle budt op og dansede ind i mellem hinanden, mens resten af forsamlingen sang og spillede på slaginstrumenter-det var virkelig sjovt. Det var en rigtig fin dag, hvor vi fik et godt indblik i det lokale liv. Som afslutning måtte vi lige forbi et sted og købe en Fijis rugby trøje til Walter efter Juniors anbefaling.

Efter tre dage nede på sydkysten tog vi igen nord på til halvøen Sonaisali. Her skulle vi bo på et Hilton hotel i tre dage. Man skulle sejle over et lille stræde for at komme ud til øen. Resortet var rigtig dejligt med stor lagune-agtig pool og aktiviteter til børn. Stranden var ikke så indbydende da sandet var mørkt, så dagen blev tilbragt ved poolen. I kids-klubben lavede Walter og Frida muslinge kæder og så var der børnefilm hver aften. Det blev også til en ridetur langs stranden for William og Frida. Den første aften vi kom fejrede man Indernes jul-Diwali. I Fiji er cirka 30 % af befolkningen Indere, såkaldte Fiji-Indians. De blev bragt hertil i midten af 1800-tallet for at arbejde i primært sukkerplantagerne og er nu en stor del af befolkningen. Dog blev de første Indere, der ankom med skib, spist af kannibaler. De bor ikke i de traditionelle villages hvor man passer på hinanden, men oftere i de få byer eller i settlements. Deres “Diwali” blev fejret med firedans som hører til Fijiernes måde at fejre på. Aftenen blev afsluttet med stort fyrværkeri som man dog ikke skulle stå for tæt på, da flere raketter skød til højre og venstre. Vi havde tre dejlige afslapningsdage på resortet.

Fiji folket er meget smilende og hilser altid med et Bula, så man føler sig velkommen hvor man kommer hen. De render rundt i farvestrålende tøj, spiller musik og danser.

Efter at have tilbragt nogle dage på hovedøen, skulle vi nu videre ud på en af de mange populære trope-øer som Fiji bryster sig af. Man taler om to ø-grupper som er de mest populære-Yasawa Islands og Mamanuca Islands. Den sidstnævnte ø-gruppe er også den, der ligger nærmest hovedøen. Vi skulle til en ø der hedder Malolo Lailai som tilhører en af Mamanuca Islands og som også er naboø til der, hvor Cast Away filmen med Tom Hanks er optaget. Det viste sig at der på vores resort lå den tømmerflåde som blev brugt i filmen da han sejlede væk fra øen. Vi kom til vores nye bestemmelsessted Plantation Island Resort med katamaran fra Denerau tæt ved Nadi. Turen over tog ca. 45 minutter. Vi blev budt stort velkommen med sang og musik da båden lagde til kajs, og fik alle hængt en velkomst halskæde med muslingeskaller om halsen. Det var en dejlig trope-ø som mødte os med krystalklart vand, palmer og hvide sandstrande. Malolo Lailai var i tidernes morgen kun benyttet som kokosplantage, deraf navnet. Siden hen blev øen opdelt i tre resorts, en golfbane samt en lille landingsbane til helt små private fly. Plantation Island resort hvor vi skulle bo var uden tvivl det største og aller mest børnevenlige. Der var tre swimmingpools, hvoraf en med vandrutsjebane, der var masser af vandsports aktiviteter som kajak, padleboard, hobbiecat og så to store flyde pontoner med rutsjebane i havet. Derudover var der en super kids-club som især Walter og Frida benyttede sig af. Ungerne nød at der var så mange børn de kunne lege med og fandt hver især nye venner. William blev ven med Arthur fra Australien, Frida blev slyngveninde med Annabell også fra Australien og Walter fandt to nye venner i Nate fra Australien og Hugh fra New Zealand. Der var rigtig mange børnefamilier og de var stort set alle fra Australien eller New Zealand, hvis der var andre nationaliteter var det typisk nogle, som så boede i et af de to lande. Kasper talte en dag med manden i receptionen, som var helt benovet over at tale med en fra Danmark. Han mente ikke at de nogensinde havde haft andre danskere boende, han havde ihvertfald aldrig mødt nogle fra Skandinavien før og kaldte det once in a life time experience… Stedet passede os perfekt-det var eksotisk, der var flot at snorkle, der var dykkercenter til William og Kasper, der var et væld af børn og børnefaciliteter og så var halvpensionen, der bestod af en virkelig god buffet. Hver dag var der forskellige aktiviteter for børnene i kids-club. De lavede t-shirts, krabbe-væddeløb, frø-væddeløb, kokos-slik, sandslots konkurrence og alt muligt andet. Dagens højdepunkt var 18.30 hvor faklerne blev tændt på stranden af en lokal, selvfølgelig iført det traditionelle bastskørt, der løb rundt med en fakkel med børnene i hælene. Det samme gentog sig hver aften og børnene elskede det. Med børnene aktiveret havde Kasper og jeg nu lidt mulighed for at få læst lidt i bøger, hvilket vi ellers ikke har været så flittige til. Det var en win-win for os alle. Vi samlede kokosnødder og mangofrugter fra de mange eksotiske træer rundt om på stedet og nød det alle i fulde drag.

William og Kasper var ude og dykke to gange. Første gang ved “The Supermarket” hvor de så op til 20 sort og hvidtippede revhajer, flere af dem længere end Kasper. På deres andet dyk ved “Castaway Wall” var William så heldig at se to gigantiske mantarays, så nu har han også dem på sin liste. Så Fiji levede op til den høje forventning til dykkene. På Plantation Island laver man forsøg med at genskabe de fortsat svindende koralrev. Dette er i samarbejde med en mr. Austin fra Kentucky som åbenbart er lidt af en “guru” inden for dette område. Vi fulgte hvordan den ældre herre snorklede ud og kom op på stranden med både ødelagte og levende koraller. Vi blev selvfølgelige nysgerrige og talte med ham om det. Han var mægtig flink og inviterede Frida og William med til at lave hans forsøg. Der var samtidig et Australsk filmhold på stedet, der lavede et dokumentar program netop om dette og William og Frida blev således filmet til programmet. Så nu er det om at holde øje med Australsk ABC de næste uger, hvor vi er i Australien. Forsøgene gik ud på at man brækkede levende koraller i mindre stykker og satte dem fast på en cementblok, hvorefter man svømmede ud og placerede dem fast på et slags bord på bunden. Korallerne voksede sig så større og på den måde formerede de sig. Dagen efter var William med ude i speedbåd på havet for at sætte disse nye koraller ud, hvor han skulle fridykke ned på bunden sammen med Austins nevø. Det var rigtig spændende og lærerigt for ungerne.

12 dage har vi nu tilbragt samlet på Fiji og vi er slet ikke færdige med landet. Vi taler allerede om at rejsen en dag må gå tilbage hertil og til nogle af de andre lande her i South Pacific. Vores rejse er nu på vej ind i den sidste fase og det sidste land inden vi vender næsen hjemad igen om små 4 uger. Inden da venter Australien forude og besøg hos mine forældres venner Hugh og Sandy som vi skal være sammen med i Sydney. Vi glæder os alle til nye eventyr. Bula Fiji